Grand Canyon var den sidste nationalpark på min USA-tur og sikke en af slagsen. Stemningen her var langt mere afslappet og smagfuld end jeg havde forventet.
Temperaturen ved kløften var også virkelig behagelig omkring de 20 grader. Vi boede på Mather Campground som ligger midt i Grand Canyon Village. En campingplads med gode faciliteter og skønt beliggende mellem skyggefylde fyrretræer. Og så ligger den kun få hunderede meter fra den smukke udsigt ved sydkanten.
Langt de fleste af mine rejsekammerater vandrede ned i bunden af kløften på Bright Angel Trail for at overnatte. Turen helt ned til bunden og op igen kan nemlig ikke nås på en enkelt dag . Til det skal man søge om at få en Backcountry Permit. Men naturfotografen her, ville langt hellere blive oppe på kanten for at forsøge at fange solnedgangen over den imponerende kløft.
Fra marts til november er det forbudt at køre i bil på vejene omkring Grand Canyon Village. Hermit’s Road er lukket for privat trafik året rundt. I stedet kan man tage en af de mange shuttle-busser, der stopper ved alle de smukke udsigtspunkter ved vejen. Herfra kan man gå langs kanten så langt man orker. Der kan godt være mange mennesker med busserne og omkring Grand Canyon Village, men så snart men kommer et stykke ud af Hermit’s Road, bliver asfaltstien til en grussti og man har den smukke udsigt helt for sig selv.
Få et overblik over vejene, busruterne og udsigtspunkterne her
Solnedgang ved Grand Canyon – Mohave Point
Jeg havde udset mig Mohave Point som det smukkeste sted at opleve solnedgangen. Her har man panoramaudsigt udover hele den storslåede kløft. Til venstre kan man skimte Colorado River i bunden af kløften og til højre skaber klipperne en fin forgrund til resten af kløften.
En time tid før solnedgang stod jeg klar og ventede på shuttle-bussen, der skulle køre mig ned af Hermit’s Road. Jeg var næsten ved at opgive projektet, da køen til bussen var lang og kraftige regnbyger truede med at ødelægge min plan fuldstændig. Men efter et par stop tyndede det heldigvis ud i menneskemængden, og da jeg stod af bussen ved Mohave Point var regnen heldigvis stoppet. Jeg stillede mit kamera op på stativet og håbede inderligt på at solen ville bryde igennem regnskyerne!
Lige inden solen forsvandt under horisonten var der et lille hul i skyerne og solens stråler ramte den forreste klippe og nogle enkelte toppe nede i kløften. Halleluja! Selvom jeg havde håbet på at se hele kløften blive oplyst af aftensolen, er jeg virkelig tilfreds med dette billede.
Og til den modsatte side var solnedgangen mindst lige så flot i modlys!
Solopgang ved Grand Canyon – Navajo Point
Den sidste aften ved Grand Canyon satte jeg mit ur til kl. 4 om morgenen. Jeg er bestemt ikke noget morgenmenneske, men hvor tit har man lige chancen for at se solen stå op over sådan et storslået sted? Jeg trillede ud af mit telt om morgenen og gik gennem et stjerneklart mørke og hen til den næsten tomme shuttle-bus, som fragtede mig ud til Navajo Point. Jeg ventede tålmodigt på at solen skulle stå op og oplyse klipperne, men både himlen og klipperne forblev helt blå og mystiske.
Ingen kommentarer endnu