danmark

Æbelø – gå gennem vandet til den ubeboede ø på Fyns nordkyst

Reklamesamarbejde for Visit Nordfyn

På toppen af Fyn ligger Æbelø, som er et af de steder i Danmark, hvor du kan opleve uspoleret og ubeboet natur og et rigt dyreliv. Det helt særlige ved Æbelø er dog måden, man kommer dertil. Der er ingen veje eller færger, men derimod skal man vandre 1,5 kilometer gennem knæhøjt vand.

Æbelø byder på smukke kyststrækninger, strandenge, frodig skov og døde, væltede træer. Du kan opleve velkendte og sjældne vandfugle, vilde dådyr, marsvin, mufloner og et væld af insekter. Her får naturen lov at passe sig selv, og det varierende landskab giver en unik mulighed for at udforske naturen og dyrelivet på tæt hold.

Det er en helt særlig oplevelse at tage på vandretur til Æbelø og noget, jeg kan anbefale alle, som har mod på en lidt anderledes vandretur. Den langsommelige vandring gennem det klare vand med den bløde sandbund og turen rundt på selve øen, var for mig den helt perfekte måde at tilbringe en dag ude i naturen.

Gå fra Lindøhoved over Æbelø Holm og Brådet til Æbelø

Turen starter ved Lindøhoved p-plads, hvor min veninde og jeg står klar kort efter lavvande. De første 1,5 kilometer af turen foregår i vand, og ved lavvande går vandet til lidt under knæhøjde, hvorimod det ved højvande går til hoften. De fleste har et par ekstra sko med til distancen i vandet, men jeg klarer mig over på bare tæer på den fine sandbund. Som en ekstra service er der hele vejen til Æbelø Holm pæle i vandet, som markerer den vej, man skal følge, så man farer ikke vild.

Vandring gennem vandet ad ebbevejen fra Lindøhoved

Det tager længere tid, end man lige skulle tro, at gå de 1,5 kilometer gennem vand. Husk derfor at stoppe op og nyde oplevelsen undervejs!

Efter distancen i vandet går vi i land på Æbelø Holm – en flad og bar ø med rødt græs, så langt øjet rækker. For enden af Æbelø Holm er der igen et lille stykke med vand, så skoene må af endnu en gang. Herefter følger vi Brådet, som er en lang, smal sandtage, der fører op til Æbelø. Turen fra parkeringspladsen til Æbelø er 4 kilometer i alt.

Sarah og Æbelø Holms flade landskab og røde græs.

Æbelø Holm med det flade landskab og røde græs

Det eneste træ på Æbelø Holm, som står vindblæst blandt det gule og røde græs.

Sandtangen Brådet, som forbinder Æbelø Holm og Æbelø med hinanden.

Det sidste stykke inden vi når Æbelø går vi på Brådet, som er en smal tange af sand

Det kan du opleve på Æbelø

Vi skal først tilbage ved næste lavvande 7 timer efter, når vandet igen er faldet til knæhøjde. Det giver os masser af tid til at gå øen rundt, spise vores madpakke, bade i havet og opleve den betagende natur.

Det er ingen hemmelighed, at en stor del af oplevelsen er turen gennem vandet. Men når det er sagt, er Æbelø et besøg værd for dens historie og natur- og dyreoplevelser.

Man kan blandt andet besøge det smukke fyr på den nordlige del af øen, gå på opdagelse i skoven og se, hvordan plastisk ler bevirker, at klinter og træer skrider ned mod havet. Er du fugleinteresseret, så husk endelig kikkerten, så du kan få et glimt af nogle af de 170 fuglearter, som holder til på øen.

Æbelø har desuden perfekte badeforhold med helt klart vand og blødt sand. Og der er efterfølgende tid til at ligge på håndklædet og nyde den ro og særlige stemning, der er på Æbelø.

 

Stierne på Æbelø består af delvis grusstier og delvis vandring langs stranden.

Der er heldigvis også grusstier, så du skal ikke være bange for kun at gå i sand

Skoven og de nøgne træer bidrager til en smuk udsigt over vandet

Fantastisk udsigt over vandet fra skoven

Æbelø Fyr er særdeles velbevaret og noget helt særligt på øen.

Æbelø Fyr

Aftensmad på Trangia og turen hjem

Inden vi begiver os tilbage til fastlandet, laver vi mad på vores Trangia. Vi har båret rundt på pulvermos, løg og bacon (gode ingredienser, som ikke går i fordærv af nogle timer i rygsækken), og det hele bliver til en god omgang brændende kærlighed.

Efter den omgang er vi godt tanket op med energi til at gå de 4 km tilbage til fastlandet. Da vi går på Brådet, ser vi til min store begejstring et marsvin komme helt tæt på stranden. Tilbage på Æbelø Holm har en kæmpe flok dådyr samlet sig og løber rundt som antiloper på den savanne-agtige ø.

Sikke en oplevelse! Turen til Æbelø har virkelig været noget helt særligt.

 

To springende dådyr i fuld fart på vej over engen.

Springende dådyr i fuld fart på vej henover Æbelø Holm

Kort over Æbelø

I denne lille og brugbare folder kan du se et kort over hele vandreruten fra parkeringspladsen, gennem vandet, rundt om øen og tilbage igen. Den giver dig også et overblik over de dyr og fugle, du kan være så heldig at se på Æbelø. Endeligt kan du læse mere om øens seværdigheder og naturgenopretning.

 

Oversigt over Æbelø med dens skovarealer, kyststrækninger og sandtange.

Sandtangen Brådet, der fører op til Æbelø

Tidevand, sand og sten – hvor fysisk anstrengende er turen?

Turen til Æbelø er fysisk krævende, og det er særligt strækningerne i vand og sand, som øger belastningen og stiller krav til en god grundform. Har du det, kan du klare turen uden andet end lidt sved på panden, men hvis du har problemer med ben, hofte eller ryg, kan turen være anstrengende. Af samme årsag vil jeg også kun anbefale turen til familier med større børn, som er vant til at gå langt.

Æbeløs historie – den forladte ø

Æbelø blev i 1623 købt af borgerne i Bogense, og gennem de næste 100 år blev øen brugt til græsning, jagt og fiskeri. Siden har øen haft flere private ejere, som drev skovbrug og intensiv jagt på udsatte fasaner. Frem til anden verdenskrig boede der op til 50 mennesker på øen, som også havde sin egen skole, men i løbet af 60’erne blev øen forladt. Husene gik i forfald og er siden blevet fjernet helt. I 1995 blev Æbelø købt af Aage V. Jensens Naturfond og er nu blevet til et stort naturreservat, hvor der arbejdes på at genskabe naturen.

 

Kystlandskab på Æbelø Holm - set fra hjemturen

Praktisk info om Æbelø

Inden du pakker tasken og drager af sted mod Æbelø, er der nogle vigtige praktiske foranstaltninger, du skal være opmærksom på.

Tidevand

Husk altid at tjekke tidevandstabellen inden afgang (se Æbeløs tidevandstabel under Fyn, Bogense). Tidspunktet for lavvande varierer fra dag til dag, og der er stor forskel på, om man tager af sted i maj eller september. Det anbefales at gå turen 2 timer før eller efter lavvande. Ved lavvande går vandet til lidt under knæhøjde, hvorimod det ved højvande går til hoften.

Distance

Vandreturen er på i alt 15 kilometer. Heraf udgør turen fra parkeringspladsen til Æbelø 4 km, hvor de første 1,5 km går gennem vandet. Ruten rundt på øen er 7 kilometer. Fordi det er nødvendigt at tage højde for lav- og højvande, skal man sætte en hel dag af til turen, så husk derfor rigeligt vand og en god madpakke.

Andre ting du skal være opmærksom på

– Der er ingen butikker, toiletter eller vand på øen

– Der er ingen traktor eller færge til Æbelø

– Husk et par ekstra sko (f.eks. neopren sko) til distancen i vand, da der kan være sten og skaller

– Det anbefales ikke at vandre turen i vinterhalvåret (fra oktober til april), medmindre man er rutineret og har waders på.

– Det er ikke tilladt at overnatte på Æbelø – dog kan du ansøge om tilladelse til overnatning her

– Det er heller ikke tilladt at tænde bål på øen, du må dog gerne lave mad på et stormkøkken

– Efterlad ingen spor efter dig – det er god stil

– Vil du have mulighed for at ride på Æbelø, skal du også ansøge om tilladelse til dette

– Hunde skal være i snor af hensyn til øens dyr og fugle

 

Har du andre spørgsmål? Du er velkommen til at spørge ind til min tur til Æbelø i kommentarfeltet herunder.

Er du på udkig efter mere inspiration til Nordfyn, så læs også min guide til naturseværdigheder på Nordfyn

 

Relaterede blogindlæg

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

Solve : *
18 + 10 =