Sverige

Glamping i Sverige: Overnatning i uldhytte langt ude i skoven i Skåne

Reklamesamarbejde med Visit South Sweden

I Sverige nær den lille by Höör i Skåne ligger et helt særligt glamping-sted – kun halvanden times kørsel fra København.

Nyrups Naturhotel er en meget særlig oplevelse og selvom jeg har boet i mongolske jurte før, så er Nyrups Naturhotel alligevel noget helt andet. Langt ude i skoven og langt væk fra nogen former for beboelse. Ja faktisk virker stedet lidt hemmeligt og det er helt med vilje. Der er ingen skilte som viser dig vej eller nogen markering når du er fremme. Men du modtager et kort efter booking som du skal følge. Kort sagt skal du parkere ved p-pladsen her og gå ca. en halv time gennem den skånske bøgeskov.

Da opholdet er ret specielt kræver det at man sætter sig lidt ind i tingene først – og her har jeg nedfældet alt det som jeg synes man bør vide om opholdet.

Hvad er en mongolsk jurt?

Nyrups Naturhotel består af 6 ens mongolske jurte som egentlig er telte, men nok nærmere kan betegnes som en hytte, da de består af et træskellet foret med uld og overdækket med lærred. Ideen med hytterne har dog været, at de kunne skilles ad og transporteres til et nyt sted af nomadefolkene i Mongoliet og Asien.

Der er endda også smukt dekorerede døre i hytterne (som til gengæld er ultra små – pas på hovedet!) Også træskelettet i taget er dekoreret i de flotteste mønstre. En jurt er uden tvivl det mest gennemførte “telt” man overhovedet kan overnatte i. Og så gør uldisoleringen at man kan opvarme hytten og holde den varm – også i efterårs- og forårsmånederne.

Glamping hos Nyrups Naturhotel i Skåne Sverige

Hvordan er hytten indrettet?

Inde i jurten står en dobbeltseng redt op med dyner og puder, et lille bord hvor man kan sidde to personer, og en reol med en vanddunk og et fad så man lige kan vaske hænder eller deslige. Der er også en petroleumsovn i jurten som fint varmer hytten op. Der er ingen elektricitet så belysningen består af en petroleumslampe i loftet og ellers kun stearinlys, så lyset er meget afdæmpet og huleagtigt. Der kommer også en smule dagslys ind gennem vindueskuplen i loftet, men ellers er hytten uden vinduer.

Toiletbesøg foregår udendørs i et lille skur og deles med de andre gæster på pladsen. Vi blev dog opfordret til at lave småt i skoven og kun bruge toilettet til stort – så at sige!

Glamping hos Nyrups Naturhotel i Skåne Sverige

De 6 små jurte er placeret rundt omkring i den fineste bøgeskov langt væk fra beboelse

Glamping hos Nyrups Naturhotel i Skåne Sverige

I den grad glamping med en god blød dobbeltseng, dyner og puder – og smukt kig til himlen

Glamping hos Nyrups Naturhotel i Skåne Sverige

Der er ingen elektricitet, så man må nøjes med levende lys – hyggeligt og meget huleagtigt!

Glamping hos Nyrups Naturhotel i Skåne Sverige

Hytternes loftsbjælker er dekoreret med de flotteste mønstre

Glamping hos Nyrups Naturhotel i Skåne Sverige

Sådan er området indrettet + faciliteter på pladsen

De 6 jurte er placeret med lidt afstand rundt omkring i skoven. De ligger relativt tæt, men også tilpas langt fra hinanden til at man føler sig nogenlunde privat. Træerne skjuler jo også hytterne.

Midt på pladsen står en stor fælles jurt som fungerer som stedets køkken. Opholdet hos Nyrups Naturhotel er lidt mere socialt end glamping plejer at være, da madlavningen foregår i fællesskab foran køkken-jurten. Eller det vil sige at det bestemt er muligt at lave sit eget bål på bålstederne lidt længere væk fra fælles-jurten Der er dog ikke et privat bålsted foran de enkelte jurte. Men det giver bare mest mening at være fælles om at holde et bål kørende når der både skal hugges brænde og ilden holdes i gang. Og så kan det jo være at man kommer til at tale med nogle nye spændende mennesker rundt om bålet!

Alt hvad du skal bruge til madlavningen findes i fælles-jurten – gryder, køkkenredskaber, krus og tallerkner, så du skal ikke medbringe noget selv. Udendørs ved siden af fælles-jurten står der borde og vand til at vaske op. Det varme vand kommer fra en tank indendørs som varmes op med brændeovnen.

Fælles-jurten hos Nyrups Naturhotel

Billedet her viser den store fælles-jurt hvor madlavningen foregår. Til venstre er pladsen til at vaske op og til højre bålstedet hvor vi lavede alt vores mad

Fælles-jurten hos Nyrups Naturhotel

Indenfor i den store fælles-jurt. I midten står brændeovnen der både bruges til at varme hytten og og varme det vand vi skal bruge. Kun oplyst af stearinlys da der ingen elektricitet er.

Madlavningen

Selve madlavningen er en stor del af opholdet og her taler vi virkelig om slow cooking!

Bålstedet lige ved siden af fælles-jurten er af en særlig type – en slags stort bålfad hvor siderne er bøjet indad og skaber et hulrum i midten hvor bålet tændes. Siderne skaber så en slags platform – en stor ringformet stegepande, hvor maden kan tilberedes direkte på pladen. Det gør at der er masser plads til at mange mennesker kan lave mad samtidig.

Vi får udleveret en kurv med helt rå ingredienser og en opskrift – og så er det ellers bare med at komme i gang! Kantarellerne bliver børstet sirligt fri for jord, kartoflerne skrælles og kogt i en gryde over bålet. Herefter bliver de most sammen med mel og mælk og formet som små kager og stegt på bålstedet. Kantarellerne får lov til at syde til de popper og kålen bliver sprød. Vi laver også dessert som er vilde æbler med flødeskum og kanel. Det tager os omkring to timer at tilberede det hele – noget der sikkert kunne tage os en halv time derhjemme. Men det er charmen ved bålmad!

Da vi er færdige med maden er solen næsten gået ned – men vi dækker alligevel op udenfor med petroleumslamper på bordet og hvid dug, hvilket gør oplevelsen nærmest helt restaurantagtigt eksklusiv. Gourmet in the wild!

Næste morgen bruger vi atter størstedelen af vores tid rundt om bålet – vi laver pandekager, røræg og bålkaffe. En langsom og skøn morgen i naturen.

Og overnatningen? Vi sover fantastisk i de bløde senge selvom de faktisk har lovet storm om natten. Jeg hører ingenting og sover som en sten. Måske er uldisoleringen også rigtig god til at holde lyde ude? Dejligt stille er der i hvert fald i jurten!

Hvor meget hjælp får man?

Når man ankommer til Nyrups Naturhotel bliver man mødt af stedets personale og får en grundig intro til hvordan tingene fungerer. Herefter bliver man overladt til sig selv i løbet af eftermiddagen. Bålet er allerede tændt så resten af aftenen er opgaven blot at holde det kørende og hugge brænde til at smide på. Næste morgen står man dog selv for tænde bålet når der skal laves morgenmad. Alle ingredienser og krydderier til madlavningen er der sørget for samt drikkevarer, the og kaffe. Det er blot selve madlavning og opvasken bagefter man selv skal stå for.

Selvom man får en intro er det alligevel en god ide at have lidt erfaring med at lave mad over bål inden man booker sådan et ophold – det gør helt sikkert oplevelsen mere overkommelig.

Madkurv hos Nyrups Naturhotel

Vi får udleveret en madkurv med helt rå ingredienser som skal tilberede fra bunden

Kantarel

Skovens guld – selvom vi ikke selv har plukket kantarellerne er det alligevel skønt at lave mad af lokale og vilde råvarer

Bålmad

Stedets bålplads fungerer samtidig som en stor kogeplade

Nyrups naturhotel - aftensmad i skoven

Vores aftensmåltid bliver indtaget udendørs i skæret fra petroleumslygterne

Praktisk info

Helt kort opsummeret om det du skal vide om Nyrups Naturhotel

– Nyrups Naturhotel har åbent fra april til november. Ofte er det kun muligt at booke et ophold på minimum to dage – i sommersæsonen er der tjek ind flere gange om ugen – uden for sæsonen kun om fredagen. Tjek om der er ledige hytter her.

– Prisen varierer meget alt efter tidspunktet på året, men starter ved 1200 kr. per person per nat.

– Der er dyner, puder og sengetøj i hytterne

– Der er ingen elektricitet så tag en powerbank med med eller sluk telefonen helt

– Der er ingen rindende vand, men personalet sørger for masser af dunke med vand til madlavning, opvask og drikkevand

– Alt køkkengrej du skal bruge til madlavning står til rådighed og du får ingredienser til både at lave aftensmad og morgenmad

– Medbring varmt tøj og regntøj da eneste mulighed for at lave mad er udendørs. Der er dog muligt at sidde indendørs og spise

– Da der er en halv times gang fra p-pladsen til Nyrups naturhotel gennem skoven fungerer det bedst at pakke en rygsæk med det du skal bruge til opholdet

Læs mere om alt det du skal vide før et ophold her

Andre oplevelser omkring Höör i Skåne

Overnatningen hos Nyrups Naturhotel var en del af en større Skånetur mere flere overnatninger og oplevelser som du kan læse om lige her.

Hvad er glamping og hvad skal du være opmærksom på?

Glamping er en sammentrækning af “camping” og “glamorous” og er på godt dansk betegnelsen for luksuriøs camping. Glamping-ophold kan være meget forskellige så her skal du virkelig undersøge hvilke faciliterer der er og overveje hvordan dit eget komfort niveau er. Kan du leve uden et træk og slip toilet? Uden rindende vand? Går du i panik hvis der er en edderkop i din hytte?

Hvis du er typen som er vant til at vildmarkscampe så vil du helt sikkert opfatte glamping som meget luksuriøst. Fordelen er at du virkelig kan overnatte på en  unik måde på smukke steder i naturen og samtidig sove i en blød seng.

Men hvis du slet ikke er noget outdoor-menneske, er der måske nogle ting som bliver udfordrende for dig.

Relaterede blogindlæg

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

Solve : *
22 ⁄ 11 =