danmark

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland

Sjælland er så meget mere end København! Der er mange skønne naturoplevelser at finde på Sjælland. Her har jeg samlet mine yndlingssteder:

1. Røsnæs

Afstand fra København i bil: 1 1/2 time. Med tog/bus: 2 1/2 time

Sjællands vestligste punkt er halvøen Røsnæs, som er et skønt bakket landskab der snævrer ind til en spids med Røsnæs Fyr for enden. Når man ankommer til halvøen er man højt hævet over landskabet og kan skue ud over hele spidsen. Virkelig et imponerende syn. Der går en vandresti hele vejen rundt om Røsnæs.

Undervejs kommer man forbi den gamle radarbunker Vågehøj, der nu fungerer som et lille museum, og de mange sjældne blomster der gror på den kalkrige sydskrænt. Langs nordsiden kommer man forbi de kvækkende klokkefrøer.

Det kan synes helt uforståeligt at der planlægges at bygge en bro til Jylland henover dette fine naturområde og jeg håber virkelig ikke at planerne lykkes!

Praktisk info: Spidsen af Røsnæs ligger 15 km nordvest for Kalundborg. Fra København er afstanden 115 km og tager 1 1/2 time i bil. Er du med offentlig transport er det nemmest at tage toget til Kalundborg og skifte til bus 553 og stå af ved stoppestedet Bjørnstrup Vendeplads. Herfra er der 5 km ud til spidsen af Røsnæs. Bussen kører en gang timen.

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Røsnæs Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Røsnæs

2. Nordkyststien

Afstand fra København: I bil – Helsingør 40 min. – Hundested 1 time. Med tog: Helsingør 1 time – Hundested 1  1/2 time

Langs Sjællands nordkyst fra Hundested til Helsingør løber Nordkyststien som både kan tages til fods eller på cykel. Den tager dig forbi et utal af smukke seværdigheder, strande, naturområder, skove, to fyrtårne, hyggelige badehoteller og charmerende sommerhuse. Jeg har cyklet ruten flere gange og synes simpelthen det er Sjællands hyggeligste cykelrute. Den nordsjællandske lokalbane gør det nemt at tage cyklen med i toget ved rutens start og slutning – og hvis man bliver træt undervejs er der også flere små stationer undervejs. Har du kun en enkelt dag vil jeg anbefale strækningen mellem Hundested og Gilleleje.

Læs mere om Nordkyststien i mit blogindlæg her

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Nordkyststien

Rågeleje strand

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Nordkyststien

3.Reersø

Afstand fra København i bil: 1 1/2 time. Med tog og bus: 2 timer

Reersø er en lille halvø der stikker ud fra Sjællands vestkyst. Engang var Reersø en rigtig ø – deraf navnet – men aflejringer har til sidst gjort Reersø landfast med Sjælland. Der går en fin vandretur på 10 km hele øen rundt langs kysten – nemlig den sorte Kløversti som du finder på kortet her. Den starter i Reersø by som er fuld af gamle fredede gårde fra 1700-tallet og fortsætter ud på revet og videre til havnen som huser et lille røgeri. Herfra går den videre langs kysten som først er flad, men senere rejser sig som klinter langs hele halvøens vestside. Fra de høje klinter kan man skimte Storebæltsbroen og Fyns Hoved på den anden side. På halvøens nordside bliver kysten igen flad, og man går det sidste stykke gennem Reersøs sommerhusområde. Reersø er dog slet ikke domineret af sommerhuse – det meste af øen består af marker og enge, hvor dådyr og harer hopper rundt hobetal.

Praktisk info: Du kan tage toget til Slagelse og herefter bus 432 mod Reersø. Toget afgår ca. to gange i timen og bussen en gang i timen

4. Jægersborg Dyrehave

Afstand fra København i bil: 30 min / tog: 15 min.

Dyrehaven er et helt genialt tilflugtssted når man har brug for at komme ud af København i en fart. Kun et kvarter med s-toget fra indre by til Klampenborg og man står midt i kongens gamle jagtmarker. Det er sjovt at tænke på, at det fine Eremitageslot midt i haven blot fungerede som en ydmyg jagthytte.

Om sommeren kan man kombinere en tur i Dyrehaven med en tur på Bakken eller på stranden Bellevue. Om efteråret kan man opleve løvfaldet mellem de ældgamle krogede træer og høre kronhjortene brøle under brunsten. På en vinterdag med sne er Dyrehaven endnu smukkere og de brune dyr bliver nemmere at få øje på. Her kan man vandre i sneen og kombinere sin naturoplevelse med at spise vafler i Skovbaren hos Piil & Co. Med andre ord så er Dyrehaven altid en god ide.

Du kan læse endnu mere om Dyrehaven i mit blogindlæg her

Praktisk info: Med tog: Tag linje C mod Klampenborg. I Bil: Du kan parkere ved Bakken som dog har p-afgift når Bakken er åben. Tættest på Eremitageslottet er p-pladsen ved Hjortekær port. Du kan også parkere ved Eremitagesletten, eller på Peter Lieps Vej (betaling)

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Jægersborg Dyrehave

5. Skovtårnet

Afstand fra København: 1 time i bil / 2 timer med tog og bus

I 2019 skød der pludselig et 45 meter højt tårn op midt i en skov som ingen nogensinde havde hørt om før. Tårnet er blevet en kæmpe succes og er nu Sjællands højeste punkt med offentlig adgang. I flade Danmark er det virkelig en fryd at komme op over trætoppene og tårnet er utrolig smukt fra alle vinkler.

Læs mere om Skovtårnet i mit blogindlæg her

Praktisk info: En billet til tårnet koster 150 kr. pr. person men du kan spare 25 kr. hvis du købet billetten på nettet dagen i forvejen. Børn fra 0-6 år har gratis adgang. Parkering koster 50 kr. Du kan også tage toget til Næstved og herfra bus 630R mod Faxe Ladeplads til stoppestedet Sydmotorvejen. Herfra er 1,2 km at gå.

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Skovtårnet

Otte flotte naturoplevelser på Sjælland / Skovtårnet

6. Stevns Klint

Afstand fra København: 1 time i bil / 2 timer i tog og bus

I klintens geologiske lag kan man tydeligt se det asteroidenedslag der udslettede dinosaurerne. Laget hedder fiskeler og består af store mængder iridium – et stof der findes i rummet. Faktisk er laget så tydeligt, at det er enestående i hele verden og derfor er Stevns Klint På UNESCO’s verdensarvliste.

Men kan selvfølgelig også bare besøge klinten fordi her er usandsynligt smukt. Der går en vandresti på 20 km fra Rødvig til Bøgeskov Havn. Undervejs kommer man forbi flere kridt- og kalkbrud, Stevnsfortet og Stevns Fyr. Der er også gode muligheder for at finde forsteninger. Se kort her.

Stevns Klint

Stevns Klint ved Højerup

7. Knudshoved Odde

Afstand fra København: 1 1/2 time i bil, der går ingen tog eller busser

På det sydlige Sjælland stikker en 15 km tange ud i vandet. For enden finder man den fredede spids Knudshoved. Det er sådan et sted man tager hen, hvis man vil have fred og ro og gerne vil være alene i naturen. Vi besøgte stedet på en smuk lørdag i maj og mødte ikke et øje. Landskabet er åbent med vindblæste træer, strandenge og massevis af blomster.

Vil du gerne helt ud til spidsen og tilbage igen er turen på ca. 18 km, men du kan også bare nøjes med at gå ud til draget (det smalle stykke lige inden Knudshoved). Draget kan godt være oversvømmet ved højvande, så gummistøvler kan være gode at have med hvis du ikke vil have våde fødder.

Praktisk info: Du parkerer ved Knudskov. Knudshoved Odde er privatejet, så du betaler en lille afgift for at parkere (afleveres i en konvolut ved bommen). Bommen er åben hver dag fra 8.00-18.00.

Knudshoved Odde Knudshoved Odde

8. Møns Klint

Afstand fra København: 2 timer i bil. 3 1/2 time med tog og bus

Der er selvfølgelig lidt snyd at nævne Møns Klint da klinten jo ligger på sin egen ø og teknisk set ikke er en del af Sjælland. Men da der jo er broforbindelse til Møn skal den alligevel med.

Gå vandreturen oppe langs klintekanten eller nede langs stranden, hvor man for alvor kan opleve hvor stor og mægtig klinten er. Du kan også bare nøjes med at gå ned af trappens 497 trin ved Geocenteret og måske får du øje på den sjældne vandrefalk, der har rede på klinten.

Møns Klint er smuk selv på en gråvejrsdag

Fra en smuk forårsaften med lang lukketid på kameraet

 

Relaterede blogindlæg

8 Kommentarer

  • Svar Signe Reinholdt Strander Sinding 3. marts 2024 at 9:01 pm

    Hej
    Jeg vil gerne købe et billede som du har taget af Møns klint.
    Jeg har fundet billedet. Men jeg kan jeg ikke helt finde ud af at få det købt.

  • Svar Kate sørensen 24. september 2023 at 10:58 am

    Hej mon du kan tilføje hvor man kan cykle, da jeg ikke kan gå lange ture, ellers god inspiration i skønne Dk.

  • Svar Ingrid Rasmussen 25. marts 2021 at 11:06 am

    Hej,
    Hvor kunne det være dejligt for os, og en udfordring for dig, om du ville lave en tur om Falster og Lolland. Der er så mange anderledes naturoplevelser der nede.

    • Svar Sarah Green 29. marts 2021 at 12:13 pm

      Hej Ingrid! Det står bestemt også højt på min ønskeliste at lave noget om Lolland Falster! Selvom jeg ikke kender området så godt endnu, men det er virkelig min opfattelse at der er masser af fine naturoplevelser 🙂

  • Svar Gitte Rønnenfelt 1. juni 2020 at 9:39 am

    Dejlig info om skønne danmark.
    Mon du kunne tilføje om der kan cykles på almindelig cykel, når du alligevel er derude? Jeg kan desværre ikke gå så langt, men på cykel går det strålende ?
    Mvh Gitte

  • Svar Vandaya 23. april 2020 at 10:21 am

    Sådan nogle flotte billeder! God inspiration til sommeren der kommer, der formegentlig bliver tilbragt på Sjælland. Vi elsker også at cykle ved nordkyststien, så vi har de andre smukke locations til gode 🙂

  • Svar Marlene 26. marts 2020 at 10:05 am

    Hold da fast. Jeg har netop delt dit indlæg med min mand. Vi som troede, at vi havde oplevet det meste af Danmark. Smukke billeder – tak for inspirationen. Det er uden tvivl naturoplevelser, som vi skal have kigget nærmere på.

    • Svar Sarah Green 27. marts 2020 at 12:34 pm

      Hej Marlene! Er glad for at høre at jeg kunne inspirere dig og din mand til at opleve nye ting i Danmark. Der er nemlig mange flere steder end man lige tror 🙂

    Skriv en kommentar