danmark

Seværdigheder på Samsø – øen som emmer af Danmarksidyl

Reklamesamarbejde med Visit Samsø

Samsø byder på mange skønne seværdigheder. Øen er virkelig essensen af sommeridyl med et væld af hyggelige landsbyer med bindingsværkshuse og stokroser, blomstrende grøntsagsmarker og det smukke bakkede landskab mod nord, som er perfekt til gode gåture. Og så ligger Samsø skønt lige midt i Danmark og er derfor super tilgængelig fra både Aarhus og København.

Her har jeg samlet mine bedste forslag til seværdigheder og smukke steder på Samsø som bare skal opleves hvis du lægger vejen forbi den smukke ferieø. De fineste landsbyer, vandreture, udsigtspunkter og spisesteder.

Færge til Samsø

Med eldreven færge fra Aarhus for gående og cyklister

Med den nye eldrevne hurtigfærge fra Aarhus havn er det blevet supernemt for Aarhusianerne at komme til Samsø til fods eller med cykel. Færgen tager til gengæld ikke biler med. Det er Samsø Rederi der betjener strækningen og færgen lægger til i Sælvig på Samsøs vestkyst. Find tidsplan og book billetter her.

Bilfærge fra Hou

Det er ligeledes Samsø Rederi der betjener strækningen mellem Hou i Jylland og Sælvig på Samsø. Find tidsplan og book billetter her.

Bilfærge fra Kalundborg

Samsølinjen sejler mellem Kalundborg på Sjælland og Ballen på Samsøs østkyst og tager både biler, gående og cykler med. Fra Kalundborg togstation er der kun 2 minutters gang hen til færgen, så det er supernemt at være til fods eller at tage sin egen cykel med. Find tidsplan og book billetter her.

Kort over Samsø

Du kan finde et større kort over Samsø ved at klikke på kortet herunder eller ved at klikke her.

Kort over Samsø

Seværdigheder og smukke steder på Samsø

Møgelskår

Der er nærmest intet i denne verden der gør mig mere begejstret end at komme op i højderne, og det gælder bestemt i også vores eget lille land. Møgelskår er et lille bakket område lidt udenfor Nordby med dybe dale og høje bakker, der ender i en klint med et dramatisk fald ud mod havet. Turen rundt i bakkerne er kun et par kilometer lang, men det kræver selvfølgelig lidt stamina at ase sig op på toppen af bakkerne – men udsigten deroppefra er simpelthen fantastisk.

Ved Møgelskår kan du parkere lige her

Møgelskår - seværdigheder på Samsø

Møgelskår - seværdigheder på Samsø

Møgelskår - seværdigheder på Samsø

Nordby Hede

Når lyngen blomstrer i august er Nordby Hede det smukkeste syn. Der er ingen officielle vandreruter gennem heden, men man kan parkere her hvor der også findes et toilet og et informationsskilt. Turen over heden er dog ikke en af ruterne der vises på skiltet, så her skal du selv finde et af sporene tværs gennem heden.

I modsatte hjørne ud mod vejen er der et trædebræt over hegnet – eller man kan gå ud mod vandet og gå langs stranden tilbage.

Det er som om at de har ladet et enkelt smukt træ stå tilbage på heden blot for at os fotograf-typer kan få et billede – for fint ser det virkelig ud. Træet står ret tæt på vejen, så man kan ikke undgå at se det når man kører forbi.

Nordby Hede - seværdigheder på Samsø

Issehoved

Virkelig et af af Samsøs smukkeste steder! På nordsiden af øen ender Samsø i en spids lidt ligesom Grenen og det er virkelig en fin oplevelse at stå der med vand på begge sider. Landskabet ved Issehoved er fantastisk smukt med bølgende bakker, men alleryderst slutter bakkerne brat og flader ud i et slettelignende landskab.  Vi tog ud en tidlig morgen med dronen for at se solen stå op og det var uden tvivl turens bedste oplevelse.

Der løber en vandrerute rundt på Issehoved som i den grad er værd at tage. På størstedelen af turen går man højt oppe på kanten af bakkerne med udsigt til det flade slettelandskab nedenfor og havet. Bare wauw! Du kan I øvrigt læse mere om vandreture på Samsø i mit blogindlæg her hvor turen rundt på Issehoved er en af dem.

Issehoved - seværdigheder på Samsø

Issehoved - seværdigheder på Samsø

Ballebjerg

Lidt uden for Nordby ligger Ballebjerg som er Samsøs højeste punkt på 64 meter. På toppen står det lille Ballebjergtårn, hvor man kan kravle op og få en endnu bedre udsigt. Til de aktive typer vil jeg klart anbefale en tur rundt på Ballebjergstien – en ca. 5 km lang vandretur som jeg har skrevet om i blogindlægget her.

Som minimum bør man virkelig tage turen ned til vandet gennem det bakkede landskab.

Ballebjerg - seværdigheder på Samsø

Ballebjerg - seværdigheder på Samsø

Vesborg Fyr

Jeg elsker fyrtårne og synes de er et udflugtsmål i sig selv – især dem som er placeret smukke steder. Længst mod syd på Samsø finder man Vesborg Fyr som er placeret på en høj klint helt ude ved havet. Fra p-pladsen går man igennem en lille skov som blomstrer helt vildt med ramsløg i foråret. Virkelig et skønt sted.

Fyret har åbent fra 28. marts – 24. okt – alle dage fra kl. 11-18 og det koster 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn under 16 år at kravle op og nyde udsigten.

Find fyrtårnet lige her

Overnat i Vesborg Fyr

Faktisk udlejes fyret som feriebolig, så hvis du har en drøm om at overnatte i et fyrtårn kan den bookes gennem dette link.

Vesborg Fyr - seværdigheder på Samsø

Besser Rev

Besser Rev er måske en af Danmarks mest spektakulære vandreruter. Man kan nemlig gå hele vejen ud til spidsen af det 5 km lange stenrev som strækker sig ud fra Samsøs østkyst som en smal tange. De første meter er ofte oversvømmet, så er det smart med noget fodtøj der kan tåle at gå i vandet eller gummistøvler. Hvis det er varmt kan man også gå over med bare tæer, men der ligger altså nogle pænt store sten. Vi klarede den over i vandrestøvler på vejen derud, men på vejen hjem var vandet steget og vi måtte have skoene af og gå på bare tæer. Det tog lidt tid at undgå alle de skarpe sten!

Herefter går man i sandet på en smal tange indtil man kommer ud på et bredere område med strandeng. På dette stræk får man hurtigt øje på Hønsepold som er en 13 meter høj bakke med en smuk udsigt udover revet. For enden af revet er der også udsigt til øerne Kyholm og Lindholm. Et super spændende landskab at vandre i!

Bemærk at Besser Rev er lukket for adgang i fuglenes yngletid mellem den 1. april og 15. juni.

Skal du vandre ud på revet kan du parkere lige her.

Besser Rev - seværdigheder på Samsø

Byer på Samsø

Samsø har et væld af hyggelige landsbyer hvoraf mange af dem er fuld af bindingsværkhuse og blomstrende forhaver. Det er så hyggeligt at slentre igennem dem og komme helt ned i gear. På vores tur kom vi forbi disse fine landsbyer listet herunder, men der er mange flere som er værd at besøge. Tjek Visit Samsøs landsbyguide her.

Nordby

Hvis du er på Samsø skal du simpelthen forbi Nordby – nærmest alle husene i byen er fine bindingsværkhuse med stokroser foran. Torvet er fuld af hyggelige cafeer og små butikker med specialvarer. Det er også her man finder det berømte gadekær og klokketårnet. Vi spiste på flere af byens hyggelige restauranter og cafeer  (se afsnittet om spisesteder længere nede).

Klokketårnet i Nordby - seværdigheder på Samsø

Bindingsværkshuse i Nordby - seværdigheder på Samsø

Gadekæret i Nordby - seværdigheder på Samsø

Brundby

Brundby er især kendt for sin fine stubmølle, der er placeret på en høj med fin udsigt ud over Samsø. Men der er faktisk tre høje i alt man kan vandre op på i landsbyen. Går man op til vandtårnet har man også en fin udsigt – eller op på møllestubben som er fundamentet af en gammel mølle lavet om til udsigtstårn. Inde i den gamle møllestub er der primitiv overnatningsmulighed, og der ligger også et almindeligt shelter og en bålplads lige udenfor. En oplagt mulighed hvis man er på vandretur.

Shelter og overnatning i møllestubben kan bookes gennem dette link.

Der er flere gode forslag til byvandringer rundt i Brundby som du kan se i brochuren her.

Onsbjerg

Onsbjerg var engang Samsøs hovedby – en titel som nu er overtaget Tranebjerg. Måske derfor virker Onsbjerg lidt mere som en rigtig by fremfor en landsby. Vi var forbi den hyggelige Brumville cafe som også er fuld af antikviteter til salg. Cafeen kan findes på Onsbjerg Hovedgade 21 – se placeringen på Google Maps her.

Find en foreslået rute til byvandring rundt i Onsbjerg i brochuren her.

Besser

Endnu en hyggelig lille landsby der bugner af nuttede bindingsværkhuse, blomster og med et lille fint udsigtstårn som er bygget oven på en gammel mølle.

Du kan finde et kort over en foreslået rute gennem byen her

Spisesteder på Samsø

En komplet liste over spisesteder på Samsø kan findes her. Jeg har listet mine tre yndlingsspisesteder herunder.

Nordby 13

Restauranten i det hyggelige gule hus på torvet i Nordby fristede så meget at vi både spiste frokost og aftensmad her på vores tur. Vores frokost bestod af den største kartoffelmad jeg nogensinde har set! Kartofler er en stor ting på Samsø, så det ville nærmest være forkert ikke at indtage mindst en kartoffelmad mens man er der! Aftenmåltidet bestod af det møreste kød, som vi spiste med masser af saft fra Samsø Bær. Vi fik i det hele taget drukket spandevis af saft fra Samsø Bær på vores tur.

Vil man gerne have god restaurantmad på Samsø er Nordby 13 det helt rigtige sted. Kvaliteten er høj uden at prisen kommer helt op i den høje ende.

Nordby 13 har åbent til frokost mellem 12 og 15 og igen fra 18-22. I sommersæsonen har de åbent hver dag – udenfor sæsonen kun fra torsdag til søndag. Søndag serveres der kun frokost.

Tjek menuen ud på deres website her.

Kartoffelmad, restaurant Nordby13 Restaurant Nordby13

Cafe Øro

I en firlænget gård i Nordby ligger cafeen Øro, som serverer morgenmad og frokostretter. Man kan også købe en picnic-kurv til at tage med ud i naturen. Råvarerne er hovedsagligt lokale og omgivelserne ultra hyggelige. Man kan sidde indenfor i cafeen eller udenfor i den brostensbelagte gård. Vi valgte en salat med laks som var fuld af gode ting som mandler, grønne bønner og humus og helt vanvittigt lækker – især med cafeens hjemmebagte surdejsbrød til. Det var lækkert at få lidt sund og moderne mad, da mange af Samsøs andre spisesteder ligger mere i den traditionelle ende.

Åbningstiden er man-søn fra 8.30-17.00 i sommersæsonen
Adressen er Vestergyde 3 i Nordby og kan findes på Google maps lige her

Cafe Øro i Nordby

Cafe Øro i Nordby

Smokehouse Langør

Helt ude på en smal tange med udsigt til alle de små øer ude i Stavns Fjord ligger Langør Havn. Her ligger et røgeri hvor vi fik virkelig lækker røget laks. Stedet er lille og hyggeligt med store vinduer så man kan kigge udover vandet og alle fiskebådene. Helt klart et af mine yndlingsspisesteder på Samsø!

Smokehouse Langør har åbent fra 12-20 i sommersæsonen. Tjek deres Facebook-side for menu og kontaktinformationer

Adressen er Langør 25. Find vej på Google Maps her.

Relaterede blogindlæg

1 Comment

  • Svar Kaare Øster 10. december 2023 at 9:54 am

    Hej Sarah
    Tak for gode tekster om Samsø ,- et enkelt spm.:
    Er Aarhus – Sælvig virkelig en elfærge? / Kaare

  • Skriv en kommentar