danmark

Skønne oplevelser ved Roskilde Fjord: Kajak, glamping, SUP og cykling på Fjordstien

Reklamesamarbejde med Visit Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land

Kajaktur på Roskilde Fjord

Netop da vores vandretur på Skjoldungestien sluttede ventede en hel række skønne oplevelser på os i Roskilde-området. Den første startede i Roskilde Havn, hvor vi mødtes med kajakinstruktøren Birger fra Fjordlandet Outdoor. Efter lidt træning med kajakteknik på det lave vand inde i havnen, sejlede vi ud på fjorden. Jeg har sejlet i kano mange gange før, men aldrig i kajak selvom det har stået på min ønskeliste længe.

Modsat kano kan retningen styres i kajakken med fødderne så begge arme er fri til at padle, så man kommer meget hurtigere frem og kajakken er langt nemmere at styre. Og det var slet ikke så svært at holde balancen som jeg havde frygtet.

Til gengæld er det helt fantastisk at befinde sig på vandet og Roskilde Fjord er et meget smukt sted at padle. Vandet er lavt og kysten altid i nærheden. Og det var virkelig godt at have en instruktør med på min allerførste tur. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg sejler kajak på Roskilde Fjord!

Praktisk info
Fjordlandet Outdoor udlejer både kanoer i Roskilde Havn, afholder kurser og guidede ture. Jeg kan virkelig anbefale en guidet tur som begyndertur, hvis man ikke har prøvet at sejle i kajak før.

Kajak på Roskilde Fjord

På kajaktur med Fjordlandet Outdoor i Roskilde Fjord

Kajak på Roskilde Fjord

Vi overnatter i glamping-telt på Roskilde Camping

Roskilde Camping er nok den flottest placerede campingplads jeg nogensinde har boet på. Med skyggefulde træer og panoromaudsigt lige ned til fjorden. Og herligheden stopper ikke her. Vi skal bo i campingpladsens luksusglamping-telt – et rundt Lotus Belle telt som lige så godt kunne være et hotelværelsen så fint det er indrettet. Med dobbeltseng, køleskab, petroleumsovn så man kan holde varmen på de kolde nætter. Det eneste der ikke er i teltet er rindende vand og toilet og bad naturligvis. Der bruger man campingpladsens faciliteter som ligger lige i nærheden.

Om aftenen går vi en tur langs vandet til Veddelev Havn og solnedgangen er det flotteste syn.

Praktisk info
Glamping-teltet kan lejes hos Roskilde Camping lige her

 

Roskilde Camping ved Roskilde Fjord

Glamping på Roskilde Camping ved Roskilde Fjord Glamping på Roskilde Camping ved Roskilde Fjord

 Roskilde Fjord

Stand up padle på Roskilde Fjord

Næste morgen skal vi tidligt op og selvom det er svært at forlade den store bløde seng i glamping-teltet, skal vi bare nogle få meter ned til vandet hvor Outdoor Adventures holder til. Her hopper vi i våddragter og bliver instrueret i hvordan man lige kommer op på sådan et paddleboard uden at miste balancen. Det går dog rigtig fint og vi padler snart afsted. Måske skyldes vores begynderheld blot at det er helt fantastisk vejr denne sommermorgen. Fjorden er blikstille og der er ikke en vind der rører sig.

Igen må jeg sige at Roskilde Fjord virkelig er et helt perfekt sted til den slags vandaktiviteter. Vandet er meget lavt selv når man kommer et stykke ud. Helt perfekt til nybegyndere som os.

Praktisk info
Outdoor Adventures udlejer paddleboards og afholder SUP-kurser. Læs mere om kurserne her.

 

Paddle Board på Roskilde Fjord Paddle Board på Roskilde Fjord

Cykeltur på Fjordstien

Tilbage på campingpladsen finder vi igen vores udlejningscyklerne som Bike Tours har sat til os. Vi skal nemlig ud at cykle endnu et stykke af Fjordstien – denne gang nordpå langs Roskilde Fjord mod Frederikssund.

På dette stræk cykler vi langs en stor befærdet vej – heldigvis er der også en cykelsti adskilt fra vejen. Men det som gør denne tur værd at cykle, er alle de små afstikkere og fine stop undervejs.

Kun et par kilometer uden for Roskilde finder vi Bolund som er en halvø omkranset af et skønt lille naturområde. Vi sætter cyklerne og vandrer ud på den smalle grusvej med vand på begge sider. Ude i vandet rejser Bolund sig som en frodig knold og fra toppen er der en fin udsigt ud over Roskilde Fjord.

Et par kilometer længere ude på Fjordstien kommer vi også forbi et andet fint naturområde kaldet Salvadparken hvor vi spiser vores medbragte frokost. Her kan man også overnatte i shelters tæt på kysten.

Fjordstien - Bolund

Bolund er en sjov lille halvø der stikker ud fra kysten i Roskilde Fjord

Fjordstien - Bolund

En smal grusvej med vand på begge sider fører ud til Bolund

Cykling på Fjordstien - Salvadparken

Cyklen fra Bike Tours og jeg får et lille hvil i Salvadparken

Cykling på Fjordstien - Salvadparken

Snoremark Mjødbryggeri

På hovedvejen peger et lille skilt mod et mjødbryggeri 2 km inde i landet. Vi suser ned af de små veje og står snart på gården Snoremark i en lille by og hilser på Karin som har startet mjødbryggeriet op sammen med sin mand. Mjød er ikke noget man normalt hører så meget om i Danmark, men ikke desto mindre har Karin så stor succes med sit bryggeri, at hun har vundet flere priser.

Vi starter med et glas cider i æbleplantagen og herefter får vi lov til at smage på de mange forskellige mjød som Karin laver. Ingredienserne i mjød er typisk æbler, honning og mjødurt – derudover er det kun fantasien der sætter grænser og smagene er mange og vidt forskellige. De smager allesammen overaskende godt og vil i den grad egne sig godt til en hyggestund ved bordet i stedet for fx portvin eller dessertvin.

Praktisk info
Læs mere om Snoremark Mjødbryggeri på deres hjemmeside her. Man er altid velkommen til at komme forbi efter aftale for at købe eller smage på produkterne.
Mjødbryggeriet ligger i den lille by Tågerup (Find den på Google Maps lige her
Der afholdes jævnligt smagninger og honning-events – tjek dem her
Har man ikke tid til at komme forbi, kan man også købe produkterne i deres webshop

 

Æblecider hos Snoremark Mjødbryggeri

Mjødurt hos Snoremark Mjødbryggeri

Mjød er baseret på denne lille plante kaldet mjødurt, som Karin dyrker i sin have

Snoremark Mjødbryggeri

Historien bliver vækket til live i denne bronzemjød, som Snoremark i samarbejde med Nationalmuseet, har genskabt ud fra fund fra to danske bronzealdergrave

Bier hos Snoremark Mjødbryggeri

Bier hos Snoremark Mjødbryggeri

Det er blandt andet honning fra disse bier der bruges til at brygge mjøden på Snoremark

Gundsømagle Sø

Dagen slutter på det smukkeste sted nemlig ved Gundsømagle Sø som er endnu en lille afstikker fra Fjordstien. Vi kører til p-pladsen i den østlige ende af søen men man kan også starte ved p-pladsen i den vestlige ende. Den sidste ligger dog længere væk fra selve søen, men tættere på stedet hvor plankestien går igennem rørskoven.  Det særlige ved Gundsømagle Sø er nemlig den 800 meter lange plankesti, der fører rundt i rørskoven i et ottetal.

Her så vi de flotte skægmejser flyve frem og tilbage fra deres reder i rørene. Turen langs resten af søen er også rigtig flot. Skoven er helt urskovsagtig tæt og der er flere høje fugletårne, hvor man få et view udover søen.

Søen er ikke sådan en sø man kan vandre hele vejen rundt om, så efter turen i rørskoven går vi samme vej tilbage. Men det gør bestemt ikke noget når turen er så flot og solen samtidig er på vej ned. Samlet set er det en gåtur på ca. 4 km.

Fugletårn ved Gundsømagle Sø

Et af flere fugletårne ved Gundsømagle Sø

Plankestien gennem skoven langs Gundsømagle Sø

Skoven langs Gundsømagle Sø er helt tæt og urskovsagtig og virkelig smuk at opleve fra plankestien

Plankestien gennem rørskoven ved Gundsømagle Sø

I søens vestlige ende findes en 800 meter lang plankesti gennem rørskoven hvor man virkelig kan opleve den særlige natur der findes her

Gundsømagle Sø

Pas godt på naturen:

Den sydlige del af Roskilde Fjord er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land og et vigtigt yngleområde for sjældne fugle.

Øerne i Roskilde Fjord er fredet fra 1. april og 15. juli – altså i fuglenes yngletid. Det betyder at du ikke må gå i land eller sejle tættere på end 5o meter. Dette forbud omfatter dog ikke Lilleø og Hyldeholm ved Skuldelev.

 

Relaterede blogindlæg

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

Solve : *
9 × 18 =