danmark

Efterår på Bornholm – 6 skønne oplevelser i naturen

Reklamesamarbejde med Destination Bornholm

Bornholm er en super populær sommerdestination – i højsæsonen kan færgebilletterne være helt udsolgte – men selvom jeg er vild med sommeren på Bornholm, holder jeg allermest af at komme her uden for sæsonen.

I efteråret, når de mange sommergæster er taget hjem, er her en helt anden ro. Man får virkelig tid og rum til at være til stede i det – som jo er Bornholms allerfedeste seværdighed – nemlig naturen.

Selvom der måske er færre overnatningsmuligheder og spisesteder at vælge imellem, så holder Bornholms natur jo aldrig lukket. Og den bliver kun endnu smukkere når træerne bliver gyldne og de store bølger slår mod klippekysterne.

I oktober var jeg i samarbejde med Destination Bornholm på efterårstur på Bornholm – og her kommer mine forslag til oplevelser på øen som er særligt fine om efteråret.

Efterår på Bornholm - 6 skønne oplevelser i Bornholm natur

Bisonerne i Almindingen

Jeg har ledt efter de Bornholmske bisoner hele 3 gange før, så denne gang skulle det lykkes! Efteråret var den helt perfekte årstid at gøre mit 4. forsøg.

Men selvom de 200 hektar som udgør bisonskoven er indhegnet, er det stadig ikke en helt nem opgave. Bisonerne bevæger sig rundt på et stort område og er overraskende gode til at gemme sig mellem de tætte træer.

Flokken af bisonerne er blevet sat ud i Almindingen både for at pleje skoven, men også for at bevare bestanden. Efter 1. verdenskrig var den europæiske bison fuldstændig udryddet i det fri. Det er kun ved hjælp af en målrettet en udsættelsesindsats, som den på Bornholm, at vi stadig har dem i dag. For 10.000 år siden var det helt almindeligt at finde bisoner i de danske skove. Og jeg er så glad for, at vi nu kan møde dem igen!

Sådan finder du bisonerne

Bisonstien

Der er oprettet en helt ny 12 kilometer lang bisonsti gennem skoven som skulle give dig rigtig gode muligheder for at se bisoner. Se kortet her

Ved fugletårnet

De første gange ledte jeg efter bisonerne ved fugletårnet ikke langt fra den lille p-plads midt i skoven. Det er et oplagt sted at starte. Fra fugletårnet kigger man ud over Svinemosen, som er et stort åbent vådområde. Og her skulle bisonerne tit holde til. Du finder fugletårnet lige her.

Ved foderpladsen

Et andet godt sted er foderpladsen, hvor bisonerne bliver fodret om vinteren. Der er ikke direkte adgang via stier, så det er faktisk nemmest at se dem udefra indhegningen fra Rømersvej tæt på krydset ved Nydamsvej. Her kiggede jeg som det andet sted og selvom det var meget tydeligt at se, at dette var deres yndlingsted (der var masser af fodspor, efterladenskaber og dyrelugt) fandt jeg heller ingen bisoner her.

Spørg!

Tilbage på Chr. X vej (den eneste bilvej der løber gennem bisonskoven) møder jeg to løbere der har set bisonerne. På en lille sidevej til Chr. X vej på modsatte side af p-pladsen.

Jeg skynder mig derned og ganske rigtigt. Den store han står midt på stien og kigger på mig. Jeg nærmer mig forsigtigt og vi kigger længe på hinanden. Han virker dog helt rolig og blot lidt nysgerrig. Jeg kan høre noget der rumstere inde i skoven og et øjeblik efter kommer hans familie også ud på stien. Et helt magisk øjeblik!

Derfor er mit bedste råd til at se bisonerne simpelthen at spørge alle dem du møder!

Praktisk info: Den lille p-plads midt i Bisonskoven er det oplagte sted at starte

Bisoner på Bornholm - Bisonskoven i AlmindingenBisoner på Bornholm - Bisonskoven i AlmindingenBisoner på Bornholm - Bisonskoven i Almindingen

Rød fluesvamp i Almindingen på Bornholm

Der er så mange fine ting at se i skoven om efteråret – her er det en rød fluesvamp

Ekkodalen

Et besøg i Ekkodalen er simpelthen et must – især om efteråret. Jeg ankom ved 10-tiden på en lørdag i oktober og bortset fra ravnenes kalden var her helt stille og fredfyldt. Det er mange år siden jeg sidst har været ved Ekkodalen og gensynsglæden var stor. Der var endnu flottere end jeg husker.

Den høje mur af klipper der strækker sig gennem dalen er imponerende især med de gyldne egetræer på toppen. Man kan følge stien langs med klippen og tilbage igen – en både nem og kort tur. Eller man kan fortsætte stejlt op ad klippen til udsigtspunktet Dronningestenen, hvor man kan kigge ned i Ekkodalen oppefra. Herfra kan man fortsætte til Rytterknægten – Bornholms højeste punkt og tilbage til Ekkodalen. En rigtig fin tur på ca. 12 kilometer som jeg virkelig kan anbefale.

Praktisk info: Start ved p-pladsen ved Ekkodalshuset (som også serverer mad og har åbent fra 12-17 onsdag til søndag)

Ekkodalen på Bornholm

Efterår på Bornholm

Rytterknægten – Bornholms højeste punkt

Midt i Almindingen står stentårnet Kongemindet som udgør Bornholms højeste punkt på 182 meter. Her kan man se ud over trætoppene og overskue hele Almindingen. Træerne bliver dog højere og højere så udsigten er nok ikke lige så god som den har været. Men det er alligevel sådan et ikonisk sted, som man bare skal se når man er på Bornholm. Der er åbnet en cafe lige ved siden af tårnet, så man kan holde varmen midt i skoven med en kop kaffe eller varm kakao. Det bragte lykke!

Rytterknægten i Almindingen på Bornholm

Cafe ved Rytterknægten i Almindingen på Bornholm

Lige ved siden af Rytterknægten ligger en lille udecafe, hvor man kan få varme drikke og snacks hele året rundt. Det var helt genialt at varme sig med en varm kakao her midt i skoven

Skovmagi i Almindingen på Bornholm

Turen gennem Almindingen fra Ekkodalen til Rytterknægten var fuld af eventyrlig skov og fine svampe

Svamp i Almindingen på Bornholm

Rø Plantage

Almindingen er ikke den eneste skov på Bornholm. Rø Plantage ligger lidt nordvest for Gudhjem. Midt i skoven ligger Borgedalssøen som er en lang smal sprækkedal der er blevet fyldt op med vand.

Modsat Almindingen er Rø Plantage ikke et naturfølsomt område, så derfor kunne jeg tage et kig på den oppefra med min drone. Se endnu flere optagelser fra Rø Plantage i min video nederst i blogindlægget.

Rø Plantage Rø Plantage

Rubinsøen

Smaragdsøen, Safirsøen og og Rubinsøen. Navnene på søerne langs Bornholms vestkyst er eventyrlige! Men der er nok aldrig blevet fundet ædelstene i dem. Søerne er gamle kul-og lergrave der er blevet fyldt op med vand. Der findes i øvrigt to søer på Hammeren med ædelsten-navne nemlig Opalsøen og Krystalsøen som du kan læse mere om her.

Jeg gik en tur rundt om Rubinsøen. En virkelig fin lille tur med flotte efterårsfarver og en rovfugl der cirklede på himlen.

Praktisk info: Parker ved Kultippen  som helt sikkert også er et besøg værd! Begge seværdigheder ligger lige i nærheden af Hasle

Rubinsøen

Efterår på Bornholm

Kultippen

Kullet der blev gravet op fra Rubinsøen blev fragtet ud til kysten og affaldsproduktet blev tippet ud over kanten. Det har skabt et helt vildt og særpræget landskab. Fra luften ser det endnu mere vildt ud!

Dueodde

Dueodde er måske Danmarks bedste badestrand med det fineste hvide sand. Men stranden er altså også helt fantastisk til en gåtur både efterår og vinter.

Jeg har faktisk været ved Dueodde før uden helt at opdage hvor dramatisk landskabet faktisk er. Så jeg vil anbefale dig at tag hen til fyrtårnet og fortsætte ud mod vandet. Her stopper skoven nemlig og der er frit udsyn til det vidtstrakte klitlandskab. Og sikke et landskab! Jeg gik rundt her med det gladeste smil i fjæset.

Dueodde Fyrtårn

Dueodde fyrtårnet er en oplevelse i sig selv. Hele 47 meter højt er det og Nordeuropas højeste fyrtårn. I sommersæsonen kan man komme op i fyrtårnet – det havde jeg desværre ikke mulighed for da jeg var der i oktober, men det må virkelig være en fantastisk udsigt deroppefra! Det er skrevet på min liste til næste gang jeg besøger Bornholm.

Praktisk info: Det koster 10 kr. per person at besøge tårnet som har åbent fra 1. juni til 15. september. Tjek fyrets Facebook-side for ændringer

Dueodde FyrLandskabet ved Dueodde Fyr

Landskabet ved Dueodde Fyr Dueodde Fyr

Se videoen fra min efterårstur på Bornholm

Relaterede blogindlæg

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

Solve : *
27 + 6 =