Grønland

En guide til de bedste oplevelser i Ilulissat og Diskobugten

Reklamesamarbejde med Realdania og Visit Greenland

Ilulissat er Grønlands tredjestørste by og lever til fulde op til alle de drømme jeg havde om Grønland, inden jeg tog hertil. Fuld af farverige huse, hylende slædehunde og isbjerge der sejler forbi udenfor vinduerne.

Drømmene om Grønland startede allerede med Nissebanden på Grønland som barn, hvor jeg var fuldstændig tryllebundet af isen, folket og hundeslæderne. En fascination, der kun voksede op igennem mit voksenliv. Siden da har jeg været i Ilulissat både sommer og vinter og deler her mine bedste anbefalinger til hvad du skal opleve.

Ilulissat isfjord

Hvorfor skal man besøge lige netop Ilulissat?

– Først og fremmest på grund af isbjergene! Ilulissat ligger lige ud til Diskobugten på Grønlands vestkyst, hvor den nærliggende gletcher Sermeq Kujalleq kælver kæmpestore isblokke ud i bugten, som herefter sejler forbi byens vinduer. Intet andet sted på Grønland kan du se isbjerge i samme mængde.

– Ilulissat er ret traditionel grønlandsk uden hverken at være en storby eller en landsby. Modsat Nuuk har Ilulissat ret få ultramoderne bygninger selvom byen selvfølgelig også er i udvikling. Dog er Ilulissat stadig stor nok til at indeholde alt hvad man skulle få brug for af restauranter og butikker. Og så skal man bare træde tre skridt ud af byen før man står midt i den rå vildmark.

– Fordi man kan køre på hundeslæde om vinteren! Ilulissat ligger modsat Nuuk nord for polarcirklen hvilket betyder at man kan køre hundeslæde. Ilulissat er en rigtig hundeslædeby og engang var her flere hunde end mennesker. I dag er der omkring 5000 indbyggere og 2000 hunde.

Hvordan kommer man til Ilulissat?

Både Air Greenland og Icelandair har flyruter til Ilulissat fra henholdsvis Danmark og Island. Landingsbanen i Ilulissat er dog i gang med at blive forlænget og det er planen at flere internationale fly i løbet af 2024 kan lande direkte i Ilulissat. Det bliver spændende at se hvilken indvirkning det kommer til at have på flyafgangene og prisen!

Flybilletter er heldigvis ikke så dyre som de var før i tiden. Tilbage i 2014 gav jeg 9000 kr. for en returbillet. Nu kan de fås helt ned til 3000 kr. hvis man er heldig. Jeg plejer altid at bruge søgemaskinen hos momondo til at finde de billigste afgange, hvorefter jeg booker direkte hos flyselskaberne. Så er du bedre stillet hvis der skulle opstå forsinkelser eller aflysninger.

Når du først er landet i Ilulissat lufthavn er det super nemt at tage en taxa ind til byen på 10 minutter og det er på ingen måde nødvendigt at leje bil selv. Det meste er indenfor gåafstand uanset hvor du befinder dig i byen. Byerne på Grønland ligger desuden så afsondret fra hinanden at der ingen veje er imellem dem. Der er derfor heller ingen steder at køre hen udover rundt i byen.

Grønland fra luften

Oplevelsen starter allerede i flyet med udsigt til alt den her vildmark

Hvornår skal man besøge Ilulissat?

Den bedste tid at rejse til Grønland afhænger helt af, hvad du vil opleve og det er særligt og magisk hele året rundt uanset årstiden. Jeg har været i byen både sommer og vinter – her er lidt om hvad du kan forvente.

Sommeren

De fleste kommer til Ilulissat i  juni og juli når det er varmeste (gennemsnitligt omkring 10 grader). Om sommeren kan du se hvaler og opleve midnatssolen. Der er ingen sne og du kan derfor ikke køre i hundeslæde, men der er masser af muligheder for at vandre i fjeldene og langs fjorden.

Vinteren

Om vinteren (ned til minus 20 grader) bliver alting dækket af sne. Du kan komme på hundeslædetur og se det fantastiske nordlys. Dagene er korte – og i december og halvdelen af januar står solen slet ikke op over horisonten. Det betyder dog ikke at det er helt mørkt. Det er lyst omkring 4 timer om dagen, men lyset er tusmørkeagtigt når det er gråvejr. Hvis vejret derimod er klart kan det være smukt solnedgangsagtigt i samtlige 4 timer. Sejlturene blandt isbjergene er muligt året rundt, da havet sjældent fryser til.

Foråret

Vinteren på Grønland er lang så du behøver ikke vælge den mørkeste tid. Særligt forårs- og efterårsmånederne har lange lyse dage med masser af frost og sne. Jeg har været i Ilulissat i påsken hvilket jeg virkelig kan anbefale. Vi fik flere dage med strålende solskin og blå himmel og kun en enkelt dag med snestorm. Og vi kom på hundeslædetur og på isfjordsejlads. Temperaturen var omkring minus 10 grader.

 

Lille gult hus ud til Diskobugten i Ilulissat

Mange tager til Grønland om sommeren, men det er altså også fuldstændig magisk at opleve Ilulissat om vinteren når der ligger sne

Isfjorden set fra Kællingekløften

Man kan se de mindre isbjerge helt tæt på byen, men de virkeligt imponerende af slagsen ser man fra Kællingekløften som ligger cirka 20 minutters gang fra byen. En smart plankesti fører hele vejen gennem vådområdet og ned til fjorden, så man skal være ualmindeligt gangbesværet for ikke at kunne klare den tur.

Det er simpelthen et must. Du må ikke simpelthen ikke besøge Ilulissat uden at opleve følelsen af at stå ansigt til ansigt med de kæmpestore isbjerge fra Kællingekløften.

Diskobugten set fra Kællingekløften

Udsigten fra Kællingekløften 20 minutters gang fra Ilulissat er et syn for guder. Isbjerge og atter isbjerge så langt øjet rækker

Isfjordscenteret – Ilulissats nye besøgscenter

I sommeren 2021 åbnede det nye Isfjordscenter ganske tæt på isfjorden. Et besøgscenter der formidler historien om isfjordsområdets natur og kultur. Bygningen er en seværdighed i sig selv. Den kunne nemt have været skæmmende for de smukke rå omgivelsen, men det er den heldigvis ikke. Tegnet af Dorte Mandrup blender den så smukt ind i landskabet.

Bygningen huser både en udstilling om isen og skiftende lokale kunstudstillinger, men bygningen er også blot ment som et samlingspunkt for både turister og lokalbefolkningen. Man kan sidde på taget og kigge ud på isfjorden eller inde i cafeen med panoramaudsigt til klipperne udenfor.

Det et kæmpe win for byen at den har fået så flot et besøgscenter og man kan simpelthen ikke tage til Ilulissat uden at svinge forbi.

 

Ilulissat Isfjordscenter

Isfjordscenteret ligger så smukt i landskabet – ganske tæt på den plankesti, der fører helt ned til isfjorden og de mange isbjerge

Ilulissat Isfjordscenter Ilulissat Isfjordscenter Ilulissat Isfjordscenter

Mest sommer: Vandreture i nærheden af Ilulissat

Lige netop Isfjordcenteret er også knudepunkt for vandrestierne rundt om Ilulissat. Du kan se kortet over alle stierne lige her. Du finder samme kort på en planche ganske tæt på centeret.

Om vinteren er især den blå rute ret sneet til, men det er faktisk lykkedes mig at gå både den gule rute og den blå, hvor man korter den af og tager den røde rute tilbage til Isfjordscenteret selvom der lå sne. Sne er derfor ikke nødvendigvis en hindring for at vandre i området, men spørg de lokale til råds inden du begiver dig ud.

Ruterne er fra 3-7 km lange så der er noget for enhver smag. Hvis du kombinerer den gule og den blå rute og tager turen gennem byen kan du få en god lang 15 km tur ud af det.

På alle ruterne går man langs isfjorden med udsigt til isbjergene ude i Diskobugten og det er simpelthen så spektakulært flot. Hvor i verden kan man ellers vandre langs isbjerge så tæt på en by?

Vandretur langs Diskobugten i Ilulissat

Rå klipper og udsigt til isbjerge – vandreruterne rundt om Ilulissat er noget for sig selv

Hele året: Isfjordsejlads

Jeg har været på mange isfjordsejladser fra Ilulissat og det er lige spektakulært hver gang. Isbjergene forandrer sig hele tiden og ikke mindst lyset. Om sommeren må du simpelthen booke en midnatssejlads, men uanset hvad så prøv at time din sejltur så du sejler ud i solnedgangen. Farvespillet i isbjergene er et syn for guder. Men selv på en gråvejrsdag er det vanvittigt smukt eller på en dag med høj solskin, hvor havet funkler ligeså klart blå som himlen.

Vi bookede turene hjemmefra på World Of Greenland

 

Isfjordssejlads i Ilulissat

Sommer i Ilulissat når det er allerbedst! Masser af is og høj sol på isfjordsejlads

Isfjordssejlads i Ilulissat

Der er svært at få en ide om skala på billeder, men isbjergene er kæmpestore

Isfjordssejlads i Ilulissat

Sommeroplevelse: Hvalsafari

Fra juni til september er det ydermere muligt at se hvaler i Diskobugten og det er især de store pukkelhvaler man ser.

Hvalsafari kan også bookes gennem World Of Greenland

 

Hvalsafari i Ilulissat - pukkelhval

Vinteroplevelse: Hundeslæde

En af hovedårsagerne til, at jeg drømte om at komme til Grønland om vinteren, var at komme på hundeslædetur. Det er nemlig kun muligt om vinteren fra december til og med april. Vi reserverede en 5 timers tur på World of Greenland og det var fabelagtig! Vi blev klædt i sælskindstøj, og hundene trak os op ad bjergene, over frosne søer til det smukkeste udsigtspunkt over Diskobugten. En oplevelse som jeg aldrig vil glemme!

 

Hundeslædekørsel i Ilulissat
Hundeslædekørsel i Ilulissat

Hvor skal man spise i Ilulissat?

Man spiser rigtig godt i restauranterne på Ilulissats hoteller og råvarerne er ofte lokale. Forvent masser af moskusokse, rensdyr, fisk og skaldyr på menuen. Flere steder kan man opleve en grønlandsk buffet, hvor man kan få lov til at smage på grønlandske specialiteter. Tilbage i 2014 besøgte jeg en restaurant der serverede en tallerken med vilde sager som sælkød, hvalpaté, rensdyrcarpaccio og tørfisk. Ikke alt smagte lige godt, men det var bestemt spændende at smage på. Restauranten er lukket nu, men prøv at se om du kan finde noget tilsvarende.

Hotel Icefiord Restaurant

På min første tur til Ilulissat var jeg mest vild med maden på Hotel Icefiord. Dengang havde de dagens ret til 170 kr. som den dag bestod af moskusoksebøf som var helt fabelagtig god. I dag har priserne fået et nøk opad, men kvaliteten er stadig god. Og så er der intet som slår udsigten fra den restauranten. Isbjergene sejler forbi lige udenfor.

Her kan du også spise virkelig godt og få udsigt: Hotel Hvide Falk og Hotel Arctic

For en mere low key oplevelse så tag op i roof top restauranten på Hotel Ilulissat. Menukortet her er mere standard cafe-agtigt og udsigten er helt fænomenal, da hotellet er byens højeste bygning.

Verdens vildeste restaurantbesøg på Koks i Ilimanaq

Dog er der et restaurantbesøg der trumfer dem alle – nemlig på den tostjernede Michelin-restaurant Koks. Koks flyttede i 2022 fra Færøerne til Grønland.

Og det er ikke kun maden, der er spektakulær. Det er måden man kommer til restauranten også. Koks ligger nemlig i den lille bygd Ilimanaq og den eneste måde at komme hertil er ved at sejle fra Ilulissat gennem alle isbjergene i Diskobugten. Man er derfor allerede fuldstændig blown away når man ankommer.

Og man bliver kun mere blown away når maden havner på ens tallerken. Jeg er ikke Noma-typen og kan godt blive lidt skræmt over de historier jeg hører. Men sådan var Koks slet ikke. Alt det som havnede på min tallerken kunne kategoriseres som mad og smagte godt. Hvis ikke godt – så i hvert fald interessant. Nye smagsnuancer som udfordrede og var en oplevelse. Den vildeste servering var rype serveret på en rype vinge!

Booking og datoer

Koks har åbent i 2023 fra 12. juni til 9. september og der bliver åbnet for bord-booking den 12. september. Når man booker et bord til aftensmad booker man også samtidig sejlturen dertil og hjem, en guidet tur i byen og en overnatning i den nærliggende Ilimanaq Lodge. Små hytter der ligger underskønt helt ud til vandet. Man får også morgenmad. Prisen for hele herligheden bliver som minimum 13.500 for den billigste hytte hvis man er to personer. Ikke helt billigt! Til gengæld fuldstændig unikt og fabelagtigt.

Koks ligger i en af Grønlands ældste bygninger i den den lille bygd Ilimanaq. Restaureringen af bygningen har været støttet er Realdania

Vi var ret målløse da denne ret landede på vores tallerkner. Rype serveret på en rypevinge

Et besøg på Koks betyder samtidig en overnatning i disse fine hytter i Ilimanaq

Det her må være grønlandsk luksus når det er allerbedst

 

11 Kommentarer

  • Svar Lisbet Pedersen 1. januar 2023 at 10:29 am

    Det lyder som et fantastisk sted – vi har længe overvejet en tur til Grønland. Har du nogle anbefalinger til overnatning?

  • Svar Steffen Vetterlain 10. oktober 2020 at 11:00 pm

    Den gul hus er min mormors.. den gang er blå hus og den renovering i års 2000. Men nu bor hun i “unganartoq” når hun bliver lidt gammel.

    • Svar Sarah Green 12. oktober 2020 at 2:25 pm

      Nej hvor skægt at din mormor har boet i det gule hus. Sikke en udsigt hun har haft!

      • Svar Chris 5. august 2021 at 9:54 pm

        Hey Sarah, could i use Your picture, just one picture on my site. Do you give me the rights :)?

        Best Regards

  • Svar Klausbernd Vollmar 29. oktober 2019 at 2:55 pm

    Dear Sarah,
    mange tak – these pictures remind me of an expedition to the other coast, to NE Greenland. I really liked the land-, ice- and waterscape there.
    Your pictures are as crisp as the air there. They made me consider to go to the other side of Greenland as a tourist soon.
    Thanks for sharing.
    All the best
    Klausbernd

  • Svar Lisbeth Bonde 10. juni 2019 at 7:40 pm

    Uhyre inspirerende læsning med meget fine fotos, der giver et levende indtryk af Grønlands storslåede natur. Tak for det – jeg pønser på en rejse snart – det bliver i det tidlige forår for at køre i hundeslæde. Dbh Lisbeth

    • Svar Sarah Green 11. juni 2019 at 10:57 am

      Tusind tak Lisbeth og hvor lyder det spændende med en forårstur – det er jo efter min mening det allerbedste tidspunkt at besøge Grønland – og hundeslædekørslen er virkelig en oplevelse!

  • Svar Two Danes On Tour 17. maj 2017 at 10:07 pm

    Der har jeg boet i 4 måneder! Drømmer mig tit tilbage til byen og naturen.
    Vi havde også en helt fantastisk weekend på Discoøen. Stod og så solopgangen fra stranden, mens hvalerne legede i vandoverfladen. Det glemmer jeg aldrig.
    Anne Marie/
    Two Danes On Tour

    • Svar Sarah Green 21. maj 2017 at 1:07 am

      Det lyder helt fantastisk! Er slet ikke færdig med Ilulissat. Skal tilbage og se Diskoøen, hvalerne, midnatsolen og Glacier Lodge Eqi!

  • Svar Bettina Arknaes 29. december 2015 at 5:50 pm

    Så smuk natur og skønne billeder du har taget 🙂

    • Svar Sarah Green 29. december 2015 at 9:09 pm

      Mange tak Bettina! Grønland er det smukkeste sted!

    Skriv en kommentar